Kultur

Svævende airshow i Kongsted i weekenden

Er man bare den mindste smule flyinteresseret, er der rigtig god grund til at kigge op mod himlen i den kommende weekend. Der afholdes nemlig sjællandsmesterskaber i svæveflyvning fra Kongsted!

Sidste weekend var det Roskilde Airshow. Og i denne weekend følger man lokalt godt op i Øst-Sjællands Flyveklub, som er en af landets største svæveflyveklubber. Her afholder flyveklubben nemlig sidste og afgørende afdeling af sjællandsmesterskabet i svæveflyvning.

Mange fly i luften
Flere end 20 fly forventes at komme i luften. Heraf seks fra Østsjællands Flyveklub. Konkurrencen foregår i store træk på samme måde som konkurrencer indenfor sejlsport. Piloterne skal hurtigst muligt rundt i luftrummet over Sjælland og vende en række vendepunkter. Og derefter retur og lande på Kongsted flyveplads.

Søren Sarup, der er instruktør i flyveklubben og koordinator af konkurrencen, krydser fingre for, at vejret kan holde de gode sensommertakter:

  • Vi glæder os meget til konkurrencen og er lige nu meget spændte på vejrudviklingen. Svæveflyvekonkurrencer kræver nemlig nogle timers tørvejr og solskin for at de opadgående luftstrømme, som svæveflyene flyver på, opstår. Afhængigt af vejret kommer flyene til at skulle tilbagelægge 100-400 km.
  • Vi forventer at se nogle af verdens nyeste og ypperste svævefly i aktion. Men vi har også deltagelse af ældre fly, så feltet bliver formentligt godt spredt, fortæller Søren Sarup.

Svævefly kommer i luften ved enten af blive slæbt af et motorfly eller ved at blive trukket op et kraftigt spil. Nogle svævefly har også en udfoldbar motor og kan starte selv. Efter at være kommet i luften skal piloterne selv finde den såkaldte termik (opadgående luftstrømme) for at få højde til at kunne flyve videre.

Velkommen til at kigge forbi
Flyveklubben får mange henvendelser fra interesserede, og Søren Sarup fortæller, at man er velkommen til at kigge forbi og se flyene starte og lande.

  • Man er velkommen alle tre dage, men særligt lørdag ser lige nu ud til at blive en god flyvedag. Vi forventer, at flyene starter mellem kl. 11-13, hvis vejret er til det. Og kigger man forbi, skal man blot være ekstra opmærksom på startende og landende fly over vejen hen til vores klubhus og hangarer, hvor man kan parkere. Og så i øvrigt aldrig bevæge sig ind på selve landingsbanen.
  • Og ellers kan man nyde synet af flyene hjemmefra ved bare at kigge op i himlen i løbet af dagen, slutter Søren Sarup.

Fakta

  • Sjællandsmesterskaberne afholdes d. 25.-27. august hos Øst-Sjællands Flyveklub, Nymarksvej 30, 4683 Rønnede.
  • Man kan læse mere om svæveflyvning på flyveklubben.dk
  • Øst-Sjællands Flyveklub har over 100 aktive piloter og råder over både svæve- og motorfly.

Kommentarer