Svar til Jonas Kristinsson
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/10/kenneth_m_nielsen.jpg)
Læserbrev: Svar til Jonas Kristinsson, kommende Formand for Uddannelsesudvalget
Indsendt af Kenneth M. Nielsen, Birkedommervej 8, Vester Egede, 4690 Haslev
Jeg vil gerne påpege at mit indlæg og spørgsmål til uddannelsesudvalget er stillet som privatperson og bekymret forælder til børn der kan/vil blive påvirket af skolereformen og de afledte konsekvenser
Derudover mener jeg, at det alt andet lige vil komme til at betyde, at en stor del af de unge, der benytter sig af fritidsklubben efter skole, formentlig vil fravælge den, da tilbuddene nok ikke vil kunne stå mål med det der tilbydes i dag, men Jonas Kristinsson påpeger selv i sit indlæg, at der skal igangsættes et udviklingsarbejde for at imødegå dette og det bliver spændende at høre om hvilke tanker og idéer der her kommer på bordet.
Endvidere er lidt af en tilsnigelse, at sige at der IKKE er tale om en heldagsskole, for mig at se svarer det til en skoledag på 6,6 timer, det er lidt under hvad en normal arbejdsdag er for de fleste mennesker.
Og de der bagateller om beløbene er vel mest et forsøg på røgslør og derfor går formanden for uddannelsesudvalget efter det uvæsentlige i mit indlæg – jeg skrev jo tydeligt CA. 2.6 mio., og intet offentligt sted har det været nævnt, at de fleste ville komme fra SFO/fritidshjemsområdet.
Men jo det er da nemt at skyde på fejl, i stedet for at svare på spørgsmålet.
Det var nu heller ikke min mening at starte en verbal krig op, det var blot et udtryk for bekymring – en bekymring som jeg ikke er alene om.
Men tager jeg så lige min partipolitiske kasket på når Jonas Kristinsson insisterer på at sammenblande min privatperson, med mit politiske ståsted med følgende kommentar:
“Når jeres partis grundsynspunkt er, at det offentlige skal på skrump, at der skal spares og effektiviseres samt prioriteres, hvordan kan det så være, at jeres politiske mærkesager i Faxe kommune fokuserer på det modsatte?”
Vi mener jo NETOP ikke, at det blot skal være besparelser og efterfølgende forringelser, men derimod forbedringer for den samme mængde penge. Der er ingen (hos Liberal Alliance), der sætter lighedstegn mellem effektiviseringer og besparelser Og som du helt sikkert tydeligt selv husker fra valgkampen var der kun ét parti, der gik op i en mere ansvarlig omgang med borgernes penge i form af bla. reelle effektiviseringer og udliciteringer. En målrettet og ansvarlig indsats hér kunne netop bla. komme det vigtige børne- og ungeområde til hjælp til gavn for borgerne, så hvis i mangler gode idéer til denne proces skal vi gerne bidrage med fakta og erfaringer fra andre kommuner – det kan formodentlig kun blive en berigelse for Faxe.
Kommentarer