TDC har fjernet mobilmasten i Ørslev
Ørslev/Terslev: TDC har fjernet mobilmasten i Ørslev, så der er ikke noget mobilsignal i området
En konflikt mellem TDC og Ringsted Forsyning har betydning for borgerne i den nordligste del af Faxe Kommune.
TDC fjernede i mandags en mobilmast i Ørslev, så indbyggerne i landsbyen, der ligger mellem Terslev og Ringsted, intet signal har til deres mobiltelefoner. De kan således ikke ringe 112 med mindre de har en fastnet telefon.
Masten , der stod ved renseanlægget i Ørslev, blev brugt af flere teleselskaber. Den er blevet fjernet fordi Ringsted Forsyning har fordoblet prisen på udlejning af området, fra cirka 26.000 kroner om året, til 53.000 kroner.
Prisforhøjelsen er sket fordi en 15 år gammel kontrakt er udløbet. Ifølge Ringsted Forsynings bestyrelsesformand, Svend-Erik Jakobsen (S) betaler både TDC og andre teleselskaber omkring de 50.000 om året for at have mobilmaster andre steder i kommunen. Han vil ikke lade sig presse til at sænke prisen.
– Det kan godt være, at man ikke finder Ringsted Forsyning attraktiv med vores priser, men så var der jo mulighed for at gå ud og afdække området og se, om man kunne sætte sin mast et andet sted, siger Janne Hansen, som er direktør i Ringsted Forsyning til TV2 ØST.
– Der er ikke noget, vi hellere vil, end at sikre vores kunder den bedst mulige dækning. Vi undrer os bare over den fremfærd, det kommunalt ejede selskab har udvist ved at fordoble lejen, så vores økonomi ikke hænger sammen, siger presserådgiver hos TDC, Rasmus Avnskjold til TV2 ØST. Han fortæller, at TDC leder efter et andet sted til masten, men at det nemt kan tage halvandet år.
Kommentarer