To år på el i Faxe Kommune
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/05/elbiler.jpg)
Haslev: De sidste 8 testkørere fra Faxe Kommune sendes af sted i elbilerne på mandag fra Faxe Forsyning i Haslev
Europas største elbilprojekt Test-en-elbil har nu kørt i Faxe Kommune i to år med 8 elbiler, og i den tid har borgerne bidraget med mange værdifulde erfaringer til projektets samlede resultater.
Testkørerne har skiftet hver 3. måned og på mandag klokken 16 sendes de sidste 8 testfamilier af sted fra Faxe Forsynings administration, Jens Chr. Skous Vej 1 i Haslev.
Faxe Kommune var den første kommune i Region Sjælland til at tilslutte sig Test-en-elbil. Elbiloperatøren CLEVER og Faxe kommune har modtaget omkring 300 ansøgninger fra borgere, der gerne vil prøvekøre elbiler.
– I Faxe Kommune har vi en klar klimapolitik, og som del af den er også den grønne omstilling på transportområdet. Derfor var det også naturligt for os at deltage i projektet og bidrage til at få flere elbiler på gaden, til glæde for både klima og nærmiljø i byerne, og vi er rigtig glade for den store tilslutning, der har været til projektet, siger Nelle Søndermand, formand for Klimaudvalget i Faxe Kommune. Hun har personligt oplevet den køreglæde, der er forbundet med at køre i elbil. Nelle har været testkører i den 7. runde, som slutter på mandag.
Elbilen dækker fint danskernes kørselsbehov
Det landsdækkende forskningsprojekt rundede i november 2012 tre millioner kørte kilometer. Projektet, der er støttet af partnere i erhvervslivet, samt Trafikstyrelsen og Energistyrelsen, har givet en unik viden om elbiler og opladning. Erfaringerne er skabt af danskere med vidt forskellige transportbehov og skal bidrage til at få flere til at vælge elbilen frem for den konventionelle bil.
– De personer, der kører i elbilerne, er ganske almindelige borgere lige som du og jeg, og det er deres personlige erfaringer, vi baserer vores viden på. Erfaringen indtil nu viser os, at elbilen fungerer rigtig godt i en dansk kontekst. Testfamilierne oplever, at elbilen er nem at betjene og passer fint til deres kørselsbehov. Faktisk siger de, at elbilen dækker op mod 95 procent af deres kørselsbehov, og det kun er i specielle tilfælde, at den konventionelle bil bruges i testperioden, fortæller Lars Bording, adm. direktør i CLEVER.
I forskningsprojektet Test-en-elbil deltager i alt 24 danske kommuner, og projektet varer to år, hvor de i alt 1.600 testkørere bidrager aktivt til indsamlingen af viden om elbilens implementering i samfundet.
Bag projektet står elbiloperatøren CLEVER A/S (tidligere ChoosEV), der er ejet af energiselskaberne SE og SEAS-NVE.
Fakta om CLEVERs landsdækkende netværk:
• CLEVERs ladenetværk består af mere end 70 offentligt tilgængelige ladestandere – heraf 25 hurtigladestandere, hvor man på 20-30 minutter kan lade sin elbil op.
• Ladestanderne er placeret i forbindelse med de trafikale hovedvejsåre og motorveje, samt steder, hvor man opholder sig i kortere eller længere tid – fx indkøbscentre og shoppingcentre.
• Ladenetværket muliggør opladning af alle de elbiler, der findes på det danske marked, og understøtter samtidigt alle udbredte ladeteknologier.
• Netværket er åbent for alle elbilister, og man kan enten bruge det som ’pay as you go’ eller tegne abonnement hos CLEVERs og herunder få billigere strøm, når man tanker på ladenetværket.
• Samtidig tilbyder CLEVER sine kunder en hjemmeladeløsning – dvs. en ladeboks, som installeres typisk i folks garage eller på arbejdspladser og som gør det muligt at lade nemt, hurtigt og sikkert og styre opladningen, så elbilen lader op, når der er mest grøn strøm.
Kommentarer