Tre anholdt i skudsag – fremstilles i grundlovsforhør
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har siden natten til den 26.06.2022 intenst efterforsket en skudepisode mod en privat bolig beliggende i Skudeløse ved Haslev.
Det førte her morgen til 3 anholdelser i København. De anholdte er mænd på henholdsvis 22, 28 og 28 år. Alle anholdte er medlemmer af bandemiljøet, og de fremstilles senere i eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Næstved, sigtet for forsøg på manddrab.
– Vi kan endnu ikke udtale os om motivet for denne skudepisode, men vi ved erfaringsmæssigt, at det skaber stor utryghed blandt naboer og den øvrige befolkning, når der skydes direkte ind i private hjem, udtaler politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi:
– Vi er derfor tilfredse med dagens anholdelser, omend der stadig udestår et større efterforskningsarbejde med bearbejdelse af det materiale, vi har fundet under dagens anholdelser og ransagninger.
Anklagemyndigheden vil af hensyn til sagens karakter begære lukkede døre i forbindelse med grundlovsforhøret.
Politiet har pt. ikke yderligere oplysninger til sagen.
Kommentarer