Dalby

Turebybanden underholdt på ældrecentret

Dalby: Turebybanden underholdt efter generalforsamlingen i støtteforeningen på Dalby Ældrecenter.

Lørdag eftermiddag den 30. januar afholdt støtteforeningen på Dalby Ældrecenter den årlige generalforsamling, Foreningen tæller pt. ca. 170 medlemmer, og må vel derfor være en af de store foreninger i Faxe kommune.

Torben Jensen var dirigent ved generalforsamlingen. Formanden, Bendt Hansen aflagde beretning for et meget aktivt år med mange gode oplevelser for de ældre og takkede for opbakningen. Han takkede ligeledes ældrecentrets leder og personale, samt de mange frivillige og bestyrelsen for et godt samarbejde.

Kassereren, Annette Jensen oplæste regnskabet, der ligesom beretningen blev godkendt af forsamlingen. Der var ingen ændringer i bestyrelsen, men som ny revisor valgtes Lilli Høj efter Kjeld Jensen, der døde sidste år. Revisorsuppleant blev Helle Sørensen.

Under eventuelt rettede plejehjemsleder Anni Pedersen en meget stor tak til støtteforeningen og fortalte samtidig lidt om den nye struktur på ældrecentret.

Efter kaffebordet underholdt ’Turebybanden’ med rigtig  god musik og sang.

– Det er lige sådan noget musik , vi kan bruge, sagde Dagny, som netop er flyttet ind og befinder sig godt på ældrecentret.

– Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, fortæller foreningens formand, Bendt Hansen.

generalforsamling-16-001

Kommentarer