Faxe Ladeplads

Udgiftsstigning på 25% på et år – Hvad gik galt ?

debat_logo

Debat:  Spørgsmål til Faxe Forsyning og Byrådet

Det er med stor forbavselse og bekymring for os forbrugere/borgerne i Faxe Kommune, at jeg læser om Faxe Forsynings fremlagte plan om meget betydelige takststigninger for rensning af spildevand.

Indsendt af forbruger, Ole Vive, Fredensvej 11, 4654 Faxe Ladeplads.

Lad mig indledningsvis slå fast, at jeg er helt enig i, at vi selvfølgelig ikke skal smide en kæmpe regning i børneværelset, det er et sundt princip at nedbringe gælden i takt med afskrivninger og nedslidning.

Med dette sagt, så rejser det Faxe Forsyning fremlagte beregningsgrundlag en del spørgsmål, som bør afklares før Byrådet godkender nye så dramatiske takststigninger.

Glæden var for mig stor, da det endelig lykkedes den borgerlige del af Faxe Byråd, at få knækket skattekurven og få nedsat ejendomsskattetaksten ved indgåelse af budgettet for 2016, hvilket for en helt almindelig bolig-familie i Faxe Kommune, så vil det betyde en årlig skattenedsættelse på ca. kr. 400 pr/år, ikke et overvældende beløb, men dog et skridt i den rigtige retning, derfor er der for mig så meget mere ubegribeligt, at Faxe Forsyning med det tidl. byrådsmedlem, Lars Juul Andersen som formand, ser sig nødsaget til at hæve prisen for spildevand for den selvsamme familier, et sted mellem kr. 1.000-1.200 pr/år på bare et år.

Faxe Forsyning anslår at der fra nu og de næste 12 år frem skal investeres omkring 450 mio kroner i vores kloaker, hvorfor det synes ualmindeligt konservativt, at have en mål om ”kun” at ville hæve gælden med 113 mio, over samme periode, denne meget konservative gældudvikling er jo med til at hæve priserne så dramatisk.

Hvorfor sænker Faxe Forsyning afskrivningsprincip fra 50 år til 25 år, når nu de nye kloaker har en forventet levetid på mellem 75-100 år iflg. forsyning selv, dette er jo også med til at hæve priserne.

Faxe Forsynings administrerende direktør er i forbindelse med varsling af takststigningerne citeret i Dagbladet for, nu kommer vi så derop, hvor vi skal ligge!  som om det ligefrem er et mål i sig selv, at få højere priser, jeg håber meget han er blevet fejlciteret.

Faxe Forsynings holdingselskab har over de sidste 5 år haft en stærkt stigende egenkapital, dette afspejler jo ikke ligefrem en virksomhed, hvor der er store problemer med økonomien !

Måske er stigninger på 25%, samme med en ny investeringsplan, ny gældsafviklingsplan og nye afskrivningsregler med til at dække over, at de meget store anlægsinvesteringer afholdt i 2014 & 15 i rensningsanlæg, kloakering i faxe Ladeplads og i det åbne land er løbet løbsk og bliver væsentlig dyrere end lovet?

Faxe Forsyning ved formanden og Faxe Byråd ved Borgmesteren skylder i hvert fald os forbrugere en forklaring på de  STORE stigninger og på de rejste spørgsmål.

Kommentarer