Karise

Ungdomsskolen afholder Pop-up aktiviteter for de unge

pop_up

Faxe Kommune: Indtil ungdomsklubberne starter op, byder ungdomsskolen på pop up-aktiviteter for de unge i henholdsvis Karise, Haslev og Faxe.

Faxe Kommunes ungdomsskole er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på en helt ny klubstruktur i kommunen.

Det skyldes, at ungdomsklubberne fra 1. august i år er lagt ind under ungdomsskolen, samtidig har ungdomsskolen været nødt til at vente på den byrådets principielle godkendelse af ejendomsstrategien, før man kunne disponere over egnede lokaler.

Arbejdet med de nye ungdomsklubtilbud efterlader – for en kort periode – enkelte grupper af unge i lidt af et tomrum uden noget rigtigt sted at hænge ud med vennerne og uden den sædvanlige voksenkontakt.

Derfor byder ungdomsskolen frem til og med torsdag den 17. september på såkaldt pop-up aktiviteter i henholdsvis Karise, Haslev og Faxe.

I Karise foregår pop-up aktiviteterne på mandage klokken 18.30 ved boldbanen på Østskolens afdeling Karise.

I Haslev er det på onsdage klokken 18.30-21.30 ved skaterbanen på Midtskolens afdeling Sofiendal.

Og i Faxe er det på torsdage klokken 18.30 ved boldbanen på Østskolens afdeling Rollo.

En klubmedarbejder og en SSP-konsulent vil skabe rammerne om forskellige aktiviteter. De vil samtidig være den voksenkontakt, som enkelte af de unge er vant til at have i ungdomsklubberne, og de vil kunne informere om, hvor og hvornår de nye tilbud åbner.

Der vil ikke være fokus på en decideret aldersgruppe, som man kender det i klubregi. Det børn og unge, som er til stede i området, vil få glæde af tilbuddet – selvfølgelig med øje for, at nogle af børnene ikke kan og skal være der hele aftenen.

Kommentarer