Vanvidskørsel på motorcykel i Haslev
En 44-årig mand fra Haslev forsøgte fredag klokken 16.51 at køre fra politiet på sin motorcykel, da han mødte patruljen i Sneslev nord for Haslev.
Igennem byzonen blev manden målt til et pænt stykke over 100 km/t, og da han kom ud på landevejen med retning mod Haslev, steg hastigheden yderligere. I næste landsby kørte manden imidlertid af vejen og væltede med motorcyklen på en græsplæne, hvorefter han forgæves forsøgte at flygte videre til fods. Han blev hurtigt indhentet af betjentene. Den 44-årige havde en kniv og 40,6 gram amfetamin på sig, men han havde til gengæld ikke noget kørekort til motorcyklen, der havde falske nummerplader påmonteret. I alt blev manden præsenteret for 10 sigtelser – herunder også vanvidskørsel, og det betyder, at motorcyklen blev beslaglagt med henblik på konfiskation.
Kommentarer