Debat og politik

Veganerpartiet har den største andel af grønne kandidater ved KV21

En stemme på Veganerpartiet er en stemme for et lavere CO2-aftryk, mere vild natur, et styrket lokaldemokrati og flere grønne arbejdspladser. Det er det klare signal fra partiets i alt 26 opstillede kommunalvalgskandidater, der alle har svaret ja til Klimakoalitionens fire klimakrav på detsidstevalg.dk

Veganerpartiet er det første af de 12 partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget, hvor samtlige kandidater har forpligtet sig til at arbejde for de fire konkrete forslag. Det betyder, at uanset hvilken kandidat fra Veganerpartiet man sætter sit kryds ved, så ved man, at vedkommende har tænkt sig at træde i det grønne arbejdstøj.

Klimakoalitionen roser Veganerpartiet

I Klimakoalitionen, der er et partipolitisk neutralt samarbejde mellem 10 organisationer som står bag hjemmesiden detsidstevalg.dk, glæder man sig over, at Veganarpartiets kandidater bakker så massivt op om de fire forslag, der er inspireret af gode erfaringer, som en række kommuner allerede gør sig i dag. 

“Jeg vil gerne give stor ros til Veganerpartiets 26 kandidater for at tage skeen i den anden hånd og give håndslag med borgerne om at gribe til handling og arbejde på lokale løsninger på en global klimakrise. Kommunalvalget kan blive det sidste valg, inden vi har udledt så meget CO2, at temperaturen vil stige med 1,5 grader, som er den grænse, vi med Parisaftalen har forpligtet os til at holde os indenfor, så det er nu, at vi skal handle,” siger Frederik R. Sandby, sekretariatsleder i Klimabevægelsen, der er en af de 10 danske organisationer i Klimakoalitionen. 

Læs mere på detsidstevalg.dk

På hjemmesiden detsidsevalg.dk, hvor siden den 23. oktober har haft mulighed for at spørge deres lokale kandidater, om de vil arbejde for reel handling på klima- og naturområdet, så vælgerne kan se, hvem der rent faktisk har tænkt sig at skride til handling og vise grønt, lokalt lederskab. Siden den 23. oktober er kandidater blevet spurgt om klima flere end 20.000 gange gennem detsidstevalg.dk

Når kandidaterne bliver spurgt, har de mulighed for at svare ja eller nej til at forpligte sig på at arbejde for fire tiltag i den kommende valgperiode, der fremmer den grønne dagsorden, og flere end 1.400 ud af landets cirka 9.000 kandidater har indtil videre svaret ja. De fire konkrete forslag er: 

  • At kommunen vælger grønne løsninger ved at indregne en pris på minimum 850 kroner per ton udledt CO2 i kommunens indkøb, forsyning og byggeri.
  • At kommunen giver plads til mere vild natur ved at beskytte de biologisk mest værdifulde arealer.
  • At kommunen styrker demokratiet med grønne borgerting, som, støttet af eksperter, har reel indflydelse på kommunens klima- og naturpolitik.
  • At kommunen sikrer nye grønne arbejdspladser og uddanner borgerne til de nye jobs.

Kommentarer