Haslev

Vindmølle VVM vedtaget af byrådet

På byrådsmødet i november blev det vedtaget at sætte VVM processerne vedrørende vindmølleprojekterne ved både Tureby og Alslev i gang

På trods af 54 indsigelser og 674 underskrifter imod projektet ved Allerslev og 27 indsigelser og 83 underskrifter imod projektet ved Tureby, har byrådet besluttet at sætte VVM processerne i gang.

Det var et delt byråd, der på byrådsmødet i november vedtog, at der skal udarbejdes VVM redegørelser for de to vindmølleprojekter ved Tureby og Alslev. Da projekterne indgår i Kommuneplan 2009, er kommunen teknisk set forpligtet til at udarbejde en VVM redegørelse. Først når den foreligger, kan byrådet tage endelig stilling for eller imod projekterne.

For forslaget om at starte på VVM-redegørelserne stemte Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Borgerlisten med i alt 16 stemmer. I mod stemte Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, idet de ønsker at afvente den teknologiske og politiske udvikling, som kan overflødiggøre store vindmøller på land.

Det er firmaet European Wind Farms der har indsendt vindmølleprojektet på vegne af Carsten Boserup, godsejer på Alslevgaard. Ansøgers konsulenter skal levere data og skrive udkast, herunder visualiseringer, støjberegninger mv. til VVM redegørelsen. Mølletype, antal og endelig placering skal beskrives i ansøgers forslag, der også skal indeholde beskrivelse af alternativer, også de alternativer kommunen har overvejet samt de alternativer, der er kommet frem i debatfasen.

Men i sidste ende er det Faxe Kommunes ansvar at alle data, beskrivelser og skriftlige vurderinger er korrekte. Planlæggere i Køge og Stevns Kommune skal sammen med forvaltningen fastlægge de fotostandpunkter, der skal bruges ved visualisering af mølleprojektet.

Emner som støj, lavfrekvent støj og de sundhedsmæssige aspekter fylder meget i debatsvarene. Men forvaltningen kan ikke inddrage dansk eller udenlandsk forskning selv om der er sået tvivl om statens udmeldinger. Vurderingerne fortages alene i forhold til gældende støjkrav samt statens officielle udmeldinger på miljø- og sundhedsområdet.

I indsigelsesperioden er der kommet en række forslag til emner, der bør indgå i VVM redegørelsen. Alle indsigelserne er blevet samlet i to hvidbøger, der kan downloades her: Hvidbog Alslev og her:  Hvidbog Turebylille

Det forventes, at planforslag og VVM kan behandles politisk til foråret 2012, hvorefter de skal i mindst otte ugers offentlig høring. Endelig vedtagelse kan ske i sensommeren 2012.

En VVM redegørelse skal indeholde følgende:

  • – Beskrivelse af vindmølle-projektet, udformning og placering
  • – Beskrivelse af alternativer
  • – Beskrivelse af omgivelserne
  • – Møllernes påvirkning af disse omgivelser
  • – Tiltag, der kan undgå eller nedbringe skadelige virkninger på miljøet
  • – Ikke-teknisk resumé af VVM redegørelsen
  • – Oversigt over eventuelle mangler eller fejlkilder

Desuden skal VVM-redegørelserne beskrive de lokale, samfundsmæssige påvirkninger

  • – Vindressourcen i området, forventet energiproduktion og overordnet projektøkonomi.
  • – Værditabsordningen og de generelle konsekvenser af værditab på ejendomme.
  • – Køberetsordningen om udbud af mindst 20 % af projektet til lokale borgere.
  • – Grøn ordning om tilskud til kommunale projekter indenfor natur, kultur og formidling.

 

Kommentarer