Haslev

Deltagere søges til forsøg med affaldssortering

Glasaffald

Faxe Kommune: Der skal sorteres mere affald i Faxe Kommune – det er der både penge og sikre miljøgevinster i

Faxe Forsyning vil derfor gerne i kontakt med grundejerforeninger og landsbyer, som vil være med i et forsøg med bedre affaldssortering. Forsøget skal vise, om forsyningen er på rette vej med en plan om at alle husstande i kommunen i fremtiden skal sortere deres husholdningsaffald, så papir, karton, metal og hård og blød plast kan genbruges i stedet for at blive brændt.

Forsyningen har derfor skrevet til formændene for kommunens grundejerforeninger og landsbyer for at få hjælp til at finde de cirka 500 husstande, som skal være med i forsøget. Husstandene skal ligge samlet i grundejerforeninger eller landsbyer.

Gratis beholder

Når forsøget går i gang til foråret, får de cirka 500 husstande stillet en ekstra affaldsbeholder til rådighed, som de kan sortere det genanvendelige affald i. Beholderen er gratis.

Faxe Forsyning leverer også vejledning i, hvordan man sorterer rigtigt. Og de husstande, som deltager i forsøget, kan følge med i, hvordan det forløber både på forsyningens hjemmeside og på Facebook.

Informationsmøder sidst i november

Har din forening eller landsby lyst til at være med, så afholder Faxe Forsyning informationsmøder for interesserede i slutningen af november.

Man kan tilmelde sig orienteringsmøderne frem til fredag den 1. november ved at sende en mail til dlh@faxeforsyning.dk eller ved at ringe til projektleder i Faxe Forsyning Dorthe Hansen, som også kan besvare spørgsmål om forsøget. Telefonnummeret er 56 37 35 16.

Kommentarer