Haslev

DM i Triathlon i Haslev på valgdagen 25. maj

2tri-haslev

Haslev: På afstemningsstedet Sofiendalskolen afholdes der 2. afdeling af DM i Triathlon samtidig med at der afholdes EU-valg

Søndag den 25. maj afholder Triatlonklubben 2tri-Haslev 2. afdeling af DM i Triathlon i Haslev. Derfor afspærres en del af Sofiendalsvej, samt indkørsel og hele parkeringspladsen foran skole og svømmehal.

Svømningen afvikles i Haslev Svømmehal. Cykelruten er en ud-hjem-rute mod Terslev, der køres to gange. Løberuten går rundt i selve Haslev. Deltagerne får mulighed for bad og omklædning samt flere toiletter i området omkring Haslev Hallerne og Haslev Svømmehal.

Ligeledes vil der være mulighed for at købe mad i målområdet og der vil også være et Expo-område samt boder fra lokalområdet.

Triathlon afholdes fra klokken 9 til 15, der er indskrivning i målområdet fra klokken 7, mens valget fortsætter til klokken 20.00. Så hvis man ønsker at kunne parkere på Sofiendalskolens sædvanlige parkeringsplads, skal man vælge at stemme efter klokken 15.00. Før da opfordres vælgerne til at gå eller cykle til afstemnningsstedet, en god anledning til at tage en søndagstur i det forhåbentlig gode vejr.

Mellem klokken 9.00 og 15.00 kan der parkeres på de omkringliggende veje. Man kan downloade et kort med parkeringsmuligheder med videre fra kommunens hjemmeside.

Man kan se triathleternes løbe- og cykelrute på 2tri’s hjemmeside.

Hvis man gerne vil undgå trængslen ved Sofiendalsskolen, kan man brevstemme inden valgdagen.

Læs også: Kommunen er klar til brevstemmer til EU-valget

Man kan blandt andet stemme på Borgerservice i Haslev og Faxe i den almindelige åbningstid.

Herudover holder borgerservice åbent for brevstemmeafgivning lørdagene 10. og 17. maj 2014 fra kl. 10.00 – 13.00.

Kommentarer