Skuderløse

En aften ud over de sædvanlige

Se billedserie

Det blev en aften ud over de sædvanlige, da vinavlerparret Ingrid og Simon Simonsen sammen med krimiforfatteren Hans-Willy Bautz havde indbudt til krimi- og vinaften på vingården Tuemosegård.

Aftenen blev indledt af vinavlerparret, hvor Simon Simonsen fortalte om dets 1200 vinstokke på et 0,6 hektar stort areal på en sydskråning bag gården. Han gik ind på de forskellige vinsorter og for hver vinsort skænkede Ingrid Simonsen smagsprøver i gæsternes vinglas. Under vinsmagningen faldt der flere spørgsmål til vinavlerparret, som det svarede beredvilligt og kompetent på. Godt nok er vinavlen en hobby for dem begge, men det er tydeligt, at de har tilegnet sig en stor viden om vinproduktion kombineret med egne erfaringer.

Efter præsentationen af Tuemosegårds vine blev ordet givet videre til Hans-Willy Bautz, som indledte med at fortælle, hvordan han i sin tid blev inspireret til at skrive kriminalromaner. Han fortalte om sin nyeste roman „Mord på færgen til Palermo – Michael Bechs rejse til Sicilien“. Samtidig med at forfatteren fortalte om indholdet, kom han også ind på, hvordan selvoplevelser samt historiske fakta var kommet ind i handlingen. Desuden læste han op fra nogle sider i romanen.

Til pausen havde Ingrid og Simon Simonsen arrangeret en lækker siciliansk inspireret antipasti-buffet, hvortil Tuemosegårds vine passede fint og smagte fremragende.

Da den værste sult var stillet, fortsatte Hans-Willy Bautz sit foredrag, hvor han gik ind på sin roman „Mord på Sicilien – Et spor fører til Danmark“, som udkom for nogle år siden. Foruden at han fortalte om indholdet og læste nogle sider op om en dramatisk biljagt på Stevns, berettede han også om oplevelser på Sicilien bl.a. om, hvor tæt han havde været på mafiaen.

Aftenen blev en god kombination af vin, gastronomi og krimi, hvor der var noget både for øjne, øren og smagsløg.

 

Kommentarer