Faxe Forsyning og Royal Unibrew fælles om lærling
Faxe: I en tid med mangel på praktikpladser er det kommunale selskab Faxe Forsyning og bryggeriet Royal Unibrew i Faxe gået sammen om at oprette en fælles læreplads
EUC Sjælland kalder aftalen ‘unik’, og Dansk Metal vil bruge samarbejdet til at inspirere kommunerne til flere lignende partnerskaber.
Stillingen som klejnsmed-lærling er netop blevet slået op.
– Royal Unibrew er den største kunde hos Faxe Forsyning, så vi kender efterhånden hinanden ganske godt. Vi vil begge gerne udvikle vores virksomheder og vores lokalsamfund, og via vores samarbejde har vi modnet ideen om at ansætte en lærling i fællesskab, siger bestyrelsesformanden for Faxe Forsyning, René Tuekær.
– Vi er som produktionsvirksomhed stærkt afhængig af, at der også fremover er kvalificeret arbejdskraft til rådighed, så vi har en klar interesse i at få uddannet flere unge. Det er ikke særligt opløftende, når man kan læse, hvor mange unge – især unge mænd – der ikke får en uddannelse på grund af krisen. Nu har vi mulighed for at gøre en forskel, fortæller produktionsdirektør Søren Lisbjerg hos Royal Unibrew
– Jo flere lærlinge, vi kan få i arbejde, jo bedre er det. Samtidig vil det give en lærling en særlig god ballast at arbejde på i en privat og en offentlig virksomhed. Det er to vidt forskellige virksomhedskulturer, man lærer at kende”, siger faglig sekretær Thomas Guldager fra Dansk Metal Sydøstsjælland, er begejstret for ideen.
Hos EUC Sjælland har afdelingsleder på skolens praktikpladskontor, Helge Hansen et håb om at Faxe-modellen kan inspirere sygehussektoren til et lignende lærlinge-samarbejde mellem håndværksvirksomheder og håndværker-afdelingerne på sygehusene:
– Det er ret unikt, det vi ser i Faxe, og det er endda gået temmelig smertefrit med at få koordineret samarbejdet – det er ikke noget, vi har brugt særlig megen tid på, siger Helge Hansen.
Kommentarer