Faxe Ladeplads

Faxe Kommune fortsætter fiberudrulningen

Montør på arbejde. Foto: Fibia

Yderligere udbredelse af fibernet i flere områder i Faxe Kommune, blandt andet Faxe Ladeplads, skal løfte kommunen op blandt de kommuner, hvor borgerne har de bedste digitale muligheder, men det kræver samarbejde mellem borgere, virksomhederne, kommunen og Fibia.

Pilen peger én vej for udbredelsen af bredbånd i Faxe Kommune: Opad!

Kommunen har været proaktiv i at få etableret 18 såkaldte hotspots, hvor borgere og turister kan logge på internettet via et trådløst netværk. Derudover har man iværksat samarbejde med bredbåndsudbyderne for at løfte niveauet for, hvor mange borgere og virksomheder der har adgang til hurtigt internet.

Det har været kommunens forventning, at en stor del af kommunes borgere og virksomheder på nuværende tidspunkt ville være koblet på fremtidens internet, via de politiske prioriteringer i Faxe byråd. De forventninger har det indtil nu ikke været muligt for fibernetselskabet Fibia at indfri, men nu skal der helt rene linjer for samarbejdet, lyder det samstemmende fra Faxe Kommune og Fibia.

Første skridt: Fiber til Faxe Ladeplads

– Det er afgørende for alle borgere at have adgang til super hurtigt bredbånd i by og på land. Ofte er hverken internet- eller mobildækningen på det niveau, der kræves i et moderne samfund. Derfor har vi gjort, hvad vi har mulighed for, men nu sætter vi endnu mere fart på udrulningen af fibernet. Næste skridt bliver Faxe Ladeplads, men målet er, at hele Faxe Kommune skal være på niveau med resten af Danmark, hvad angår hurtigt internet – og gerne bedre, siger borgmester Knud Erik Hansen.

Læs også: Infomøde om fibernet i Faxe Ladeplads

I Fibia glæder man sig også til at tage et nyt stort skridt på vejen mod at tilbyde fibernet til mange af de borgere, som sukker efter tidssvarende internet. Også selv om det ikke er muligt at tilbyde fibernet til alle dem, der tidligere har fået opfattelsen af, at deres adresse inden længe ville få adgang til den digitale motorvej.

– Vi er rigtig glade for samarbejdet med Faxe Kommune, og vi oplever en meget stor interesse fra borgerne for at få fibernettet udbredt. Så vi er kede af, at vi indtil nu ikke helt har kunnet levere det, som politikere og borgere i Faxe Kommune har forventet. Men nu går vi i gang med en mere grundig undersøgelse af, hvor det bedst kan svare sig at gå i gang først, siger André Jensen, der er salgschef i Fibia.

Lokale ildsjæle går forrest

I nogle områder har borgerne taget sagen i egen hånd. Med en ihærdig indsats har lokale ildsjæle skabt så stor opbakning om projekter, at det lokale fibernetselskab, Fibia, har valgt at rulle fiber ud til de interesserede. Det gælder blandt andet i Skuderløse og Teestrup. Og netop den lokale opbakning er vigtig, understreger leverandøren, Fibia. Erfaringen viser nemlig, at chancen for at få fibernet er størst, hvor flest borgere melder sig som fiberambassadører.

– Vi skylder en stor tak til de borgere, som har ydet en helt ekstraordinær indsats for at skabe opbakning om de enkelte fibernetprojekter. Når de folkevalgte på Christiansborg har bestemt, at ansvaret for at etablere fibernet i Danmark hviler på de private aktører, så kræver det, at områderne står sammen. Og det har de gjort her i Faxe Kommune. Samtidig har Fibia været en positiv medspiller, siger Knud Erik Hansen, som også takker byrådet for at understøtte udrulningen af fiber til alle dele af kommunen.

Byrådet har allerede for flere år siden indset nødvendigheden af gode fiberforbindelser til alle dele af kommunen. Der er derfor investeret i fiberforbindelse til kommunale institutioner, medarbejdere, politikere og turiststeder rundt om i hele kommunen. De næste skridt kræver lokal opbakning, hvis alle i Faxe Kommune skal have adgang til hurtigt bredbånd. Især er der behov for, at lokale ildsjæle melder sig som ambassadører for at udbrede kendskabet til betydningen af hurtigt bredbånd.

– Ved at koble sig på fibernettet får man selv hurtigt internet og mange andre muligheder. Men samtidig bidrager man også til at give hele sit lokalområde et løft. Det kommer både borgere og erhvervsliv til gode, siger borgmester Knud Erik Hansen.

Hør mere om fibernettet

Der er to arrangementer i Faxe Ladeplads den kommende tid, hvor borgerne kan komme og høre mere om mulighederne med fibernet:

  • Tirsdag den 21. november mellem klokken 15.00 og 18.00 besøger Fibia’s fiberbil SuperBrugsen på Hovedgaden 24, 4654 Faxe Ladeplads.
  • Tirsdag den 28. november klokken 17.00 afholder Fibia informationsmøde på Hylleholt Skole (Østskolen), Fællesrum Blok B, Dannebrogsvej, 4654 Faxe Ladeplads

Fibia’s mål for tilmeldinger i Faxe Ladeplads er 400 husstande og i skrivende stund har 74 tilmeldt sig.

Fakta

  • Faxe Kommune understøtter udbredelsen af hurtigt internet til alle borgere.
  • I oktober 2016 havde 51,5 procent af kommunens husstande mulighed for hurtigt bredbånd via fiber. I november 2017 er tallet steget til 59,9 procent
  • Planen er, at mere end 72 procent af husstandene har mulighed for at koble sig på hurtigt bredbånd i løbet af første halvår 2018.
  • En stor del af stigningen er kommet via mange kilometer nye fiberkabler, som fibernetselskabet Fibia har etableret for Faxe Kommune.
  • Ud over fibernet til flere tusinde nye husstande har Faxe Kommune investeret i etableringen af 18 hotspots med trådløs adgang til internettet.

 

Kommentarer