Faxe Kommune har fortsat et højt sygefravær

Faxe har de seneste fire år ligget blandt de 20 kommuner i Danmark, hvor de kommunale ansatte er mest syge
Faxe, København, Albertslund og Halsnæs har siden 2008 konsekvent ligget blandt de 20 kommuner i Danmark, hvor de kommunale ansatte er mest syge, sammenlignet med gennemsnittet i andre kommuner. Det viser en analyse Agenda har lavet af det kommunale sygefravær på baggrund af tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.
Faxe var desuden den kommune i Danmark med det højeste sygefravær i 2010. Her var fraværet i gennemsnit knap 16 arbejdsdage, målt i dagsværk. Gennemsnittet for alle kommuner var det år 12,7 arbejdsdage.
-Jeg kan desværre ikke præcist forklare hvorfor. Vi kan se et mønster, der ligner andre kommuners, det vil sige, at vi har nogle arbejdspladser, hvor sygefraværet er meget højt, især på sosu-området og rengøringsområdet, samt på arbejdspladser, hvor der er et stort gennemtræk af medarbejdere. Men hvorfor vi generelt ligger højt, er ikke til at sige,” siger kommunaldirektør i Faxe, Ole Møller til Agenda. Og han fortsætter:
-For tre år siden etablerede vi et projekt, Øje for Nærvær, hvor vi dels får en meget præcis og detaljeret statistik, så vi hvert kvartal kan se, hvor der er problemer, og hvor hver enkelt lokal leder kan se, hvem af de ansatte, der skal holdes øje med. Det bliver fulgt op af en værktøjskasse, der hjælper den lokale leder til hvordan han eller hun sætter ind, f.eks. med sygesamtaler og hjælp til at udpege problemerne.
Kommunens sygefravær er faldet hvert år siden indsatsen startede.
Læs også: Faxe Kommunes sygefravær er faldet mest
– Det er stadigt for højt, men jeg er optimistisk. Over tre år er antallet af sygedage pr. medarbejder faldet fra over 16 til lidt over 12. Målet er en reduktion med yderligere en dag pr. år de nærmeste år. Alene det at tale om det, sætte fokus på det, og få folk til at forstå, at sygdom ikke er et tabu, det har haft en meget positiv effekt, afslutter siger Ole Møller fra Faxe Kommune.
Gevinsten ved at nedbringe sygefraværet er ellers stor. Hvis alle kommunalt ansattes sygefravær blev lige så lavt som i de kommuner, der har det laveste sygefravær, ville kommunerne have råd til 6.000 flere ansatte. Det skriver Agenda i dag.
Blandt de 20 kommuner med det laveste sygefravær, er der 11 jyske kommuner, der de seneste fire år konstant har ligget i den bedste række.
En af de kommuner der har formået at rykke ud af toppen er Sorø, der lå som nummer 16 i 2008.
Sorø Kommune leverer en særlig HR-støtte til arbejdspladser med særlige udfordringer. Hvis en arbejdsplads har problemer, så ligger nøglen til en løsning næsten altid i god lokal ledelse. Deres erfaringer viser at den lokale ledelse er temmelig afgørende for arbejdstrivsel samt at der er en direkte linje mellem arbejdstrivsel og sygefravær.
Sorø Kommune rykkede i 2011 ned på en 63. plads.
Kommentarer