Faxe Musikcafé vil besøge hele kommunen

hans_brewaeys_faxe_musik_ca

Faxe: Faxe Musikcafé får et tilskud på 80.000 kroner til gennemførelse af 6 picnic-koncerter rundt i kommunen

Erhvervs- og Kulturudvalget besluttede på denne valgperiodes første møde mandag den 20. januar at bevilge et tilskud på 80.000 kroner til Faxe Musikcafé til gennemførelse af 6 picnic-koncerter rundt i kommunen i år.

Faxe Musikcafé gennemførte i 2013 fire pilotkoncerter på Torvet i Faxe i samarbejde med Faxe Erhvervsforening. Disse koncerter blev støttet med 35.000 kr. Koncerterne blev en stor succes med mellem 150-300 publikum til hver koncert og godt hjulpet af det gode sommervejr.

Faxe Musikcafé vil afholde sommerens picnickoncerter i tæt samarbejde med lokale foreninger, forsamlingshuse, menighedsråd og kulturhuse. Formålet er primært at formidle god musik og støtte op om det lokale samarbejde og sikre engagement og lokalt ejerskab.

Koncerterne vil blive udført af amatørmusikere og lokale frivillige, såvel unge som gamle, der dermed får mulighed for at optræde og øve foran et aktivt publikum.

Publikum opfordres til selv at medbringe mad eller der tilbydes at købe mad på spillestedet, alt afhængigt af hvor det afholdes.

Indtil nu er der lavet aftale om spillesteder med henholdsvis Forsamlingshuset i Skuderløse, Præstegården i Kongsted, Faxe Musikskole i Haslev og Faxe Erhvervsforening. Der arbejdes på at lave aftaler med relevante foreninger eller aktører i Dalby, Karise med videre.

De lokale foreninger vil få mulighed for at markedsføre deres aktiviteter og publikum – herunder også turister – vil få mulighed for at høre en gratis koncert.

Hver koncert forventes at koste 15.200 kroner idet der skal afsættes midler til leje af scenevogn, teknik samt eventuelt leje af toiletvogn. Foreningen Faxe Musikcafé havde derfor ansøgt om 91.200 kroner.

Kommentarer