Haslev

Forfatteren Helle Helle gæster Haslev

helle_helle

Haslev: En af Danmark helt store forfattere, Helle Helle fortæller om sin seneste roman på Haslev Bibliotek.

Mandag den 5. oktober klokken 19 afholder en af landets helt store forfattere, Helle Helle et foredrag på Haslev Bibliotek.

Helle Helle tager i aftenens foredrag udgangspunkt i sin seneste roman ’Hvis det er’, der udkom i efteråret 2014. Bogen handler om to vildfarne løbere, der render på hinanden i en stor, jysk skov og via omstændighederne tvinges til at tilbringe weekenden sammen. Blandt andet i en shelter.

Helle Helles foredrag om romanen omhandler: hvordan romanen blev til? Hvorfor foregår den i en skov i Jylland? Hvad skal hovedpersonen med løbesko, der ikke passer? og hvor længe kan man leve af rundstykker og rejer?

Endvidere fortæller Helle Helle om skriveprocessen og hvorfor en roman aldrig bliver, som planlagt.

Helle Helle har i løbet af en række år skabt sig et navn som en af Danmarks nye store forfattere. Hun er kendt som en forfatter, der forstår at formidle sine tekster og processen bag dem, og hun er en engageret og levende fortæller.

Foredraget bliver krydret med oplæsning fra bogen, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Man kan selvfølgelig låne romanen ’Hvis det er’ og Helle Helles tidligere bøger på biblioteket.

Pris: 80 kr. Pris for læseklubmedlemmer: 50 kr.

Billetter kan købes on-line på faxebibliotek.dk, ved personlig henvendelse på Bibliotek & Borgerservice i Haslev eller Faxe, eller ved døren.

Forfatteraftenen finder sted mandag den 5. oktober klokken 19 i mødesalen på Haslev Bibliotek.

Kommentarer