Haslev

Gratis sæk til juleaffaldet igen i år

faxe_forsyning

Faxe Kommune: Faxe Forsyning gentager sidste års succes med en ekstra affaldssæk til alle husstande i kommunen

Sidste år afprøvede Faxe Forsyning for første gang en særordning, hvor alle husstande i Faxe Kommune fik en affaldssæk mere i december til julens ekstra affald.Ordningen var så stor en succes, at Faxe Forsyning har besluttet sig for at gentage den.

I løbet af de første uger i december vil alle husstande i Faxe Kommune derfor modtage en ’julesæk’ fra Faxe Forsyning til den ekstra dagrenovation, der altid er i december. Renovatøren leverer sækkene, når renovationsvognene kører deres sædvanlige ruter.

’Julesækken’ skal ifølge bestyrelsesformand i Faxe Forsyning René Tuekær ses som en praktisk foranstaltning og en venlig julehilsen fra selskabet:

– December er en tid med store mængder ekstra affald. Sidste år tog vores kunder rigtig godt imod ordningen med den ekstra sæk, og derfor vil vi gerne igen i år gøre det lidt nemmere at få afleveret dagrenovationen, siger René Tuekær.

Normalt koster det 35 kroner for en ekstra affaldssæk til almindelig dagrenovation, men i december måned er ordningen uden ekstra udgifter for kunderne. Den ekstra sæk stilles ud ved skraldecontainerne til almindeligt husholdningsaffald, og bliver fjernet sammen med den øvrige dagrenovation. ‘Julesækken’ er en almindelig brun affaldssæk med påtrykt julemotiv og en jule- og nytårshilsen fra Faxe Forsyning. Bliver sækken ikke brugt i december, kan den sagtens bruges i det nye år.

Kommentarer