Haslev

Grevedatter genoptager striden om Gisselfeld

Haslev: Den årelange strid om Gisselfeld Kloster er blusset op igen, nu kræver Grev Erik’s datter Erica titlen som overdirektør

Den afsatte greve Erik Danneskiold-Samsøe opgav sidste år kampen om overdirektørposten på Gisselfeld Kloster, på grund af de store sagsomkostninger. Sagen, der begyndte tilbage i 1997, da godsets bestyrelse først suspenderede grev Erik og senere afsatte ham, var ellers anket til Højesteret.

Nu kræver grevens datter Erica Danneskiold-Samsøe imidlertid, at hun skal have posten som overdirektør, i stedet for sin kusine Helene. Det skriver Weekendavisen fredag.

Godsets bestyrelse tilbød i 2010 Erica posten som overdirektør, men hun sagde nej, idet hun mente at posten skulle bestrides af en mand. Overdirektørstillingen skal ifølge godsets regler gå i arv indenfor familien, så jobbet gik i stedet til Erica’s kusine Helene.

Weekendavisen har opnået aktindsigt i nogle dokumenter fra Civilstyrelsen, ifølge hvilke Erica stadig har ret til posten.

Men godsets bestyrelse mener at Erica fraskrev sig retten til posten, da hun sagde nej tilbage i 2010.

Kommentarer