Grøn Gudstjeneste og markedsdag på søndag

Haslev: På søndag er der Grøn Gudstjeneste og Grøn markedsplads i Lunden bag Haslev Bibliotek
For fjerde år i træk sætter Haslev Kirke fokus på den grønne tænkning ved at holde Grøn Gudstjeneste i Lunden, bag Haslev Bibliotek.
Temaet i år er “Bæredygtighed” – for menneske, samfund, miljø og kirke. Borgmester Knud Erik Hansen bakker op om det grønne fokus i kirken og glæder sig til at medvirke igen.
Faxe Kommunes naturvejleder sørger for et naturkøb for børn i alle aldre. Der er ponyridning, rapelling, bål og lidt godt at spise. På scenen spiller forskellige bands fra Faxe Musikskole.
– Grøn Gudstjeneste og markedsdag er vores flagskib, når det drejer sig om at være Grøn Kirke, så derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at gøre det til en begivenhed for hele byen, siger sognemedhjælper Ellen Faber Jørgensen, der er tovholder for hele arrangementet på søndag den 17. juni.
– Vi har allerede mange medvirkende: FDF, Café Paraplyen, CK-Dans, Teestrup 4H, KFUM-spejderne, De Grønne Pigespejdere, Peder Oxes Tambourkorps, Kirkens junior- og ungdomskor, borgmesteren og mange andre, siger Ellen Faber Jørgensen og tilføjer:
– Det bliver en dag for alle aldre, hvor der er sang og musik, sjov og aktiviteter uanset, hvem man er.
Den grønne børne- og familievenlige gudstjeneste starter klokken 10.30.
Det grønne marked åbner klokken 11.30.
Kommentarer