Haslev

Henrik Stubkjær valgt som ny biskop i Viborg

henrik-stubkjaer

Haslev: Den 52-årige præst Henrik Stubkjær fra Haslev er blevet valgt som ny biskop i Viborg

Den 52-årige præst Henrik Stubkjær, der er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, er fredag den 10. oktober blevet valgt som ny biskop i Viborg.

Formanden for Valgbestyrelsen, Svend Aage Pedersen, afslørede klokken 11:35 i Bispegården i Viborg at Henrik Stubkjær med 912 stemmer ud af 1495 mulige, (61 prodent af stemmerne) er blevet valgt som Viborg Stifts 44. biskop.

Den anden bispekandidat, Peter Hedegaard fik 534 stemmer.

–  Hele personalet på Viborg Stiftsadministration ønsker Henrik Stubkjær hjertelig tillykke med valget. Vi ser frem til et rigtig godt samarbejde, og glæder os meget til at byde Henrik Stukjær og hans familie velkommen i Viborg Bispegård, skriver Viborg Stift i en pressemeddelelse.

Henrik Stubkjær skal indsættes ved en bispevielse torsdag den 23. oktober klokken 14 i Viborg Domkirke. Kirken er denne dag kun åben for indbudte gæster.

Efter bispevielsen i Viborg Domkirke er Viborg Kommune vært ved en reception for Viborgs nye biskop. Receptionen, der afholdes i Viborgs rådhus, er ikke åben for offentligheden.

Henrik Stubkjær afløser Karsten Nissen, der i marts sendte sin afskedsansøgning til dronningen efter 18 år som biskop i Viborg Stift.

Henrik Stubkjær er født i 1961 i Brædstrup, og bor på Ringstedvej i Haslev. Han er gift med Karen Neergaard Stubkjær, der er præst i Haslev.

Han blev cand.teol. fra Aarhus Universitet 1990 og har været sognepræst ved Møllevangskirken i Aarhus, studenterpræst ved Aarhus Universitet, landssekretær i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse og efterfølgende forstander på Diakonhøjskolen i Århus, inden han i 2005 blev generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, en af Danmarks største nødhjælpsorganisationer.

Kommentarer