Haslev

Kanonslag, hærværk og væltede biler i Haslev

blaa_blink_politi

Haslev: Politiet har haft en travl aften og nat i Haslev, efter at en gruppe unge uromagere har affyret utallige kanonslag.

Fra ved 17-tiden mandag den 28. december har en gruppe unge mænd, med jævne mellemrum  i løbet af aftenen og natten til tirsdag affyret adskillige kanonslag i Haslev.

De unge uromagere har, mens de har kørt rundt i bymidten, blandt andet smidt kanonslag efter cyklister og andre forbipasserende. De har også brugt kanonslag til at vælte nogle biler i Frøgården, så en bil lå på hovedet og en anden på siden. Ifølge nogle af de mange kommentarer til nattens uro på Facebook, har de ramt mindst fire biler, hvoraf de to vurderes til at være blevet totalskadede.

De unge er flere gang i aftenens og nattens løb blevet meldt til politiet, der hver gang har sendt  patruljebiler ud. Men det har kun virket i kort tid, hvorefter balladen er startet igen.

Gruppen består af 10-15 respektløse unge mænd, både danske og af anden etnisk herkomst, i alderen fra cirka 18 til 25 år.

Politiet ser meget alvorligt på situationen og frygter at de unge rammer en person med et af deres kanonslag og dermed forvolder personen alvorlig skade. Ifølge en af de politimænd, der var forbi Frøgården, ved politiet godt hvem de unge er.

Det formodes at det er den samme gruppe unge der har smadret diverse bilruder i den nedre del af Allegade. De brugte  beboernes postkasser eller sten til at kaste mod biler og igennem bilruderne. Deusden blev flere havehegn er blevet trampet i stykker. De har desuden spredt indholdet fra et par skraldespande i Nygade.

Kommentarer