Haslev

Kriminaliteten i Faxe Kommune stiger fortsat

anholdt

Faxe Kommune: Kriminaliteten er steget med 13,3 procent i Faxe Kommune fra tredje kvartal 2013 til tredje kvartal i år

Det samlede antal politianmeldelser af straffelovsforbrydelser i Faxe Kommune er steget fra 527 i tredje kvartal 2013 til 597 i tredje kvartal i år. Det er en stigning på 13,3 procent.

Antallet svarer til 17 anmeldte straffelovsforbrydelser per 1000 indbyggere. Det er næsten dobbelt så mange per indbygger som i Stevns Kommune. Her blev der kun anmeldt 9 straffelovsforbrydelser per 1000 indbyggere i tredje kvartal i år. Det bringer Stevns Kommune ind på en flot niende plads på top ti over de mindst kriminelle kommuner i landet.

Læs også: Stevns i top ti blandt landets mindst kriminelle

Stigningen i anmeldelser er sket på trods af et fald i antallet af indbrud i både private hjem og virksomheder. Der blev anmeldt 551 såkaldte ejendomsforbrydelser i Faxe Kommune tredje kvartal i år, hvilket er en stigning på 59 i forhold til samme periode i 2013.

Det tal dækker blandt andet over at antallet af indbrud i private hjem er faldet fra 110 til 88, indbrud i virksomheder er faldet fra 41 til 30 samt at antallet af andre tyverier ligger nogenlunde konstant på 128 mod 126 sidste år ligesom der i begge perioder er anmeldt 22 biltyverier.

Når antallet af straffelovsovertrædelser er stigende trods faldet i antal af indbrud, skyldes det at der er anmeldt hele 64 sager om underslæb i år, mod ingen sager sidste år. Antallet af anmeldelser om hærværk er steget fra 43 til 67. Der er desuden anmeldt hele 21 flere cykeltyverier i samme periode i år.

Antallet af voldsforbrydelser er steget fra 28 i tredje kvartal 2013 til 31 i tredje kvartal i år, men tilfældene af alvorlig vold er faldet fra 6 til 3.

Kommentarer