Ornitologer fandt ynglende glenter
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/04/rglente1_BoTureby.jpg)
Faxe Kommune: Mindst tre ynglepar af rød glente fundet under weekendens glenteeftersøgning
18 ornitologer satte i weekenden hinanden i stævne til en koordineret glenteeftersøgning i seks områder omkring Bregentved-Gisselfeld og Holmegård Mose. Trods regn, tåge og diset vejr lørdag formiddag lykkedes i løbet af weekenden at finde glenter i fire af de seks afsøgte områder.
Flere af observationerne har nu givet et godt indblik i hvilke skovområder, der huser et glentepar, og hvor rederne vil kan findes. I denne tid vil glenten ofte svæve over redestedet, og det manglende løv på træerne gør det nogen gange muligt at finde selve reden selv på afstand. Hele eftersøgningen foregik dog fra offentlig vej, og de helt eksakte placeringer af rederne må vente, da en del af glenterne allerede er på reden og ruger og derfor skal have ro til dette.
Læs også: Eftersøgning af rød glente på lørdag
Caretakere fra området vil i den kommende tid tage kontakt til de implicerede lodsejere., så lodsejerne får mulighed for at tage mest muligt hensyn til den sjældne ynglefugl. DOF arbejder nationalt for at få registreret alle ynglende glenter i Danmark, få beskyttet rederne hvis det er nødvendigt, og DOF sikrer en god dialog mellem skovejere og myndigheder.
Inden – og under – eftersøgningen fik caretakerne en del henvendelser fra lokale, som havde kendskab til rastende eller ynglende glenter. En del af henvendelserne omhandlede glenter uden for de afsøgte områder, og disse observationer vil i de kommende dage blive undersøgt nærmere. Så der dukker muligvis flere ynglepar op. Under eftersøgningen blev der uddelt næsten hundrede foldere til interesserede, som i fremtiden vil kunne holde øje med forekomsten af glenter.
TV-Lorry fulgte eftersøgningen af glenterne i området omkring Turebyholm, og dette indslag vil blive vist på TV-Lorry søndag den 21. April. I indslaget medvirker DOF, Rød glentegruppen, DOF caretakere og lokale vindmøllemodstandere fra lokalområdet ved Turebyholm.
DOF er principielt ikke imod vindmøller, men er betænkelige når f.eks. sjældne ynglefugle er truet af vindmøllernes placering.
Baggrunden for eftersøgningen var da også at en lang række store vindmølleprojekter planlægges i lokalområderne, og da glenten er en af de fugle, som ofte bliver skadet eller dræbt i vindmøllerne, kan det blive problematisk for de lokale ynglende glenter.
Weekendens succes betyder, at glentegruppen i fremtiden igen vil lave koordinerede eftersøgninger i nye ukendte områder.
Eftersøgningen blev arrangeret af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) Storstrøm-lokalafdeling, Rød glente-gruppen fra DOF og lokale DOF caretakere.
Skulle nogen have oplysninger om ynglende røde glenter hører DOF-Storstrøm stadig meget gerne om det.
Flere oplysninger om eftersøgningen og kontaktoplysninger på DOF-Storstrøms webside: www.dof-storstroem.dk.
Kommentarer