Plejehjem ramt af coronasmitte – Demenslandsbyen i Faxe ramt af ét dødsfald
I 35 af landets 98 kommuner er coronasmitten kommet ind bag murene på plejehjem og i hjemmeplejen. Det viser en kortlægning, som DR Nyheder har foretaget.
Coronasmitten spreder sig på de danske plejehjem og i ældreplejen, hvor mindst 35 kommuner nu er ramt. Værst ser det ud i København og Frederiksberg kommuner, hvor i alt 17 borgere i ældreplejen døde med coronasmitte.
Også plejecentre i Roskilde, Vallensbæk og i Brønderslev er der udbrud med mange smittede. I Vallensbæk er en død, tre er indlagt på sygehuset og otte smittede er i isolation efter et udbrud af coronasmitte på et plejecenter. I Roskilde er mindst fire beboere og syv medarbejdere smittet med corona på et plejecenter. I Brønderslev er seks beboere og ni ansatte på det samme plejecenter smittet. Eksemplerne er langt fra de eneste steder, hvor corona rammer plejehjem og ældrepleje.
Tallene kommer fra en rundspørge som DR har lavet den 2. og 3. april.
Ét plejehjem i Faxe ramt af dødsfald
Ud af de i cirka 950 plejehjem i Danmark ligger 9 i Faxe. Her er en beboer i Demenslandsbyen død af coronasmitte.
Ifølge Nis Peter Nissen fra Alzheimerforeningen lider 80 procent af beboerne på landets plejehjem af demens. Og mange har også andre sygdomme. Derfor er det meget alvorligt, hvis de bliver smittet.
– Det er det, vi har frygtet. Nu kan vi se, at smitten for alvor kommer ind på plejehjemmene, hvor nogle af landets mest syge og svage bor, siger direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen til DR Nyheder.
På kortet herunder kan du se, i hvilke kommuner der er konstateret smitte på plejehjem.
DR har kortlagt i hvilke kommuner, der er bekræftet coronasmitte blandt beboere eller ansatte i ældreplejen.
Kilde: DR’s rundspørge og omtale i diverse medier. Rundspørge lavet den 2. og 3. april.
Kommentarer