Rejsegilde for FDF Haslev’s nye Klatretårn
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/01/fdf_haslev_klatretaarn_1.jpg)
Haslev: Nu er der tag på det næsten 9 meter høje klatretårn der opføres ved F-Huset på Bregentvedvej
Godt 35 gæster med tilknytning til FDF Haslev, spejdere i Haslev og støtter af det store spændende projekt kiggede søndag den 12. januar forbi F-Huset i det kølige, friske januar vejr til rejsegilde for FDF Haslev’s nye Klatretårn. Dette til trods for, at indbydelsen først var tikket ind på mailen små 20 timer før arrangementet.
Det er en gammel drøm FDF Haslev er ved at realisere. Klatring og rappelling i både store og små træer, på sodavandskasser, i og uden på F-Huset og ikke mindst i og uden på Kirketårnet i Haslev. Haslev Kirke har i flere år været en fast og evigt tilbagevendende del af aktiviteterne i FDF Haslev’s børne- & ungdomsarbejde.
I begyndelsen af 2013 påbegyndte arbejdet med ansøgninger til puljer, fonde, foreninger & virksomheder for at sikre det økonomiske grundlag for projektets gennemførelse.
Undervejs har FDF Haslev modtaget støtte fra Faxe Kommunes udviklingspulje, Nordea Fonden, Rambøll, Jens H. Hansen ApS, Tømrerfirmaet Jens Christiansen, M. J. Eriksson A/S, Bygma i Haslev, Y’ Mens’ Club i Haslev, Danske Bank’s Haslevfond, Lions Club i Haslev, Gorm Hansen & Søn A/S, & Malerfirmaet Carsten Sørensen i Viborg – uden denne store opbakning havde det ikke været muligt at realisere drømmen….
1. oktober 2013 var Kim Riis Hansen så langt med tegningerne til tårnet, at “Tårnudvikler” og leder i FDF Haslev René Christensen endelig kunne kridte omkredsen til fundamentet op på græsplænen ved siden af F-Huset, og det første gravestik kunne tages.
Efterårets milde vejr, og særligt “Tegnerens” og “Tårnudviklerens” fantastisk store og engagerede arbejdsindsats sammen med Danny Christensen og Peter Riis Hansen (begge aktive frivillige i FDF Haslev) har gjort at Klatretårnet hurtigt har kunnet tage form og nu tydeligt tegner sig mod himlen. Undervejs har de hårdt slidende “Tårnbyggere” fået rigtig god hjælp og støtte af Johnny Andersen, Lars Jørgensen og Dorthe Meden, der alle er aktive frivillige i FDF Haslev.
Ved rejsegildet i søndags kunne de fremmødte gæster nyde de ristede pølser og den varme kaffe i det kølige vintervejr. En stor del af dem var på inspektion oppe i tårnet, hvor de kunne nyde den smukke udsigt over Haslev.
Efter en god times hyggeligt og festligt rejsegilde overlod gæsterne atter byggepladsen til de gæve “Klatretårnsbyggere”, og det nye Klatretårn nåede at få tag på inden årets første sne faldt.
Tårnet indvies officielt til foråret
FDF Haslev regner med at Klatretårnet er helt færdigt i begyndelsen af foråret 2014. Her vil tårnet blive indviet efter alle kunstens regler ved en festlig reception for alle støtter og andre interesserede. Ved indvielsen vil det være muligt at afprøve det nye tårns mange muligheder.
Efter indvielsen af det nye Klatretårn opstarter FDF Haslev en helt ny fritidsaktivitet i Faxe Kommune, hvor børn og unge vil kunne dyrke klatrelivets mange glæder & udfordringer.
Det vil naturligvis også blive muligt for andre, eksempelvis Faxe Kommunes øvrige spejderkorps, at benytte det nye Klatretårn, såfremt det foregår med uddannede instruktører.
Kommentarer