Socialrådgiver fra Haslev udgiver bog om delebørn
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/11/camilla_semlov.jpg)
Faxe Kommune: Børnesagsbehandler i Faxe Kommune, socialrådgiver Camilla Semlov udgiver en bog om livet som delebarn
Fredag den 29. november udgiver forfatter og socialrådgiver Camilla Semlov bogen ”Det næstbedste – når far og mor ikke bor sammen” om at give skilsmissebørn et trygt familieliv.
Camilla Semlov arbejder som børnesagsbehandler i Faxe Kommune og har i 14 år arbejdet med familiebrud og brugte sine erfaringer fra arbejdet, da hun selv blev skilt i 2004. Skilsmissen og det efterfølgende forløb danner grundlaget for den nye bog.
Som alle forældre ønskede hun at give sin søn det allerbedste. Men skilsmissen var eneste udvej på et samliv, der ikke længere fungerede.
Camilla Semlov fortæller i bogen at det er muligt at give delebørn gode vilkår, at finde en deleordning, der virker for alle parter og at finde sammen som ny familie. Og vigtigst af alt: At sørge for, at delebarnet forbliver et helt menneske.
Med afsæt i sin egen historie viser Camilla Semlov, hvor afgørende betydning selv små detaljer kan have for børns trivsel og mulighed for at navigere ubesværet mellem to hjem.
Bogen giver blandt andet konkrete råd om, hvordan man undgår at skændes foran barnet, hvordan man lærer at stole på, at den anden gør det godt nok, og hvordan man får et godt og tillidsfuldt samarbejde med sin tidligere partner. Sammenhold, samarbejde og sammenhæng er nøgleordene, der hjælper forældre til at skabe en tryg tilværelse for deres fælles barn.
Bogens primære målgruppe er forældre, men der er også konkrete råd og redskaber at hente for socialrådgivere. Bogen giver eksempelvis en række anvisninger på, hvordan forældre kan kommunikere, så de undgår, at barnet bliver klemt i situationen.
Camilla Semlov tilbyder desuden rådgivning til forældre i forbindelse med familiebrud. Se mere på hjemmesiden heledeleborn.dk
Bogen ”Det næstbedste – når far og mor ikke bor sammen” udkommer fredag den 29. november på forlaget Indblik. Den er på 236 sider og koster 199 kroner. Bogen kan forudbestilles her.
Kommentarer