Torvets Kebab har rod i råvarerne
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/11/torvets_kebab.jpg)
Haslev: Kontrollanten fra Fødevareregion Øst har givet Torvets Kebab halvsure smileys to dage i træk
Fødevareregion Øst kører i øjeblikket en kontrolkampagne: Produktion af kebab og shawarma. De har derfor aflagt Torvets Kebab to kontrolbesøg i løbet af to dage. Begge med flere indskærpelser til virksomheden.
Mandag den 29. oktober fik Torvets Kebab i Haslev kontrolleret håndtering af fødevarer, herunder adskillelse af rå og varmebehandlede fødevarer. Det fremgår af kontrolrapporten at man havde blandet kyllingekebabspyd, der var delvist stegt med rå spyd. De havde desuden stået uden for køl i cirka 2,5 timer. For dette fik Torvets Kebab en gebyrbelagt indskærpelse
Derudover blev Torvets Kebab pålagt at anskaffe indstikstermometre til kontrol af kernetemperatur. Dette indbragte også virksomheden en indskærpelse.
Tirsdag den 30. oktober fik Torvets Kebab igen besøg af fødevarestyrelsens kontrollant. Og indskærpelsen om korrekt håndtering af råvarer blev bibeholdt idet rester fra gårdsdagens kebabspyd stadig befandt sig i lokalet, uden at der kunne redegøres for håndtering, varmebehandling, nedkøling og lignende.
Under besøget blev det desuden konstateret at der ikke var varmt vand til vask at hænder. Der blev også givet en indskærpelse vedrørende kebab-stegeren, hvor bunden var fyldt med plamager af indtørret væsker og kødrester.
Derudover fik Torvets Kebab en indskærpelse idet kontrolrapporten, der ifølge reglerne skal ophænges ved indgangspartiet til virksomheden umiddelbart efter at virksomheden har modtaget denne, ikke var blevet hængt op.
Kommentarer