Haslev

Vækstforum Sjælland ophører til årsskiftet

Formandskabet for Vækstforum Sjælland takker af og overdrager opgaven med erhvervsudvikling til den nationale Erhvervsfremmebestyrelse og de kommunale erhvervshuse.

28. november blev datoen for sidste møde i Vækstforum Sjælland. Vækstforum overdrager nogle stærke regionale partnerskaber og gode projekter, som også de kommende år kan være med til at styrke væksten og beskæftigelsen i Region Sjælland:

– Vækstforum Sjælland har skabt resultater. På tværs af virksomheder, uddannelser og den nyeste forskning har Vækstforum bundet det tværregionale samspil sammen. Det er en vigtig rolle og opgave, som skal løftes for at sikre, at der stadig skabes vækst og erhvervsudvikling i hele Region Sjælland, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland og formand for Vækstforum Sjælland.

Ny lov pr. 1. januar

Den nye lov om erhvervsfremme nedlægger de fem regionale Vækstfora fra 1. januar 2019. Opgaven med erhvervsudvikling overgår til Danmark Erhvervsfremmebestyrelse og til tværkommunale erhvervshuse, der står for den specialiserede erhvervsservice, mens kommunerne forsat varetager den lokale erhvervsservice og erhvervsudvikling.

Formand Heino Knudsen håber at det gode samarbejde fortsætter i Region Sjælland:

– I Vækstforum Sjælland har vi arbejdet målrettet på at bringe vores geografi så godt ind det nye erhvervsfremmesystem som muligt. Vi har investeret i strategiske indsatser, der blandt andet sikrer, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for. Et af de resultater, som jeg er mest stolt af, vi i Vækstforum har skabt, er diplomingeniøruddannelsen i Kalundborg. Vi har også arbejdet meget med at styrke de regionale virksomheders konkurrencekraft i form af brugen af digitale løsninger og ved at udvikle rådgivningstilbud, som er tilpasset den virksomhedsstruktur, vi har her i regionen. Vi håber fra Region Sjællands side på et godt samspil med den nye erhvervsfremmebestyrelse og de regionale erhvervshuse, siger Heino Knudsen.

Vækstforum Sjælland har skabt resultater

Siden 2006 har Vækstforum Sjælland arbejdet målrettet med at skabe vækst og erhvervsudvikling i hele Region Sjælland:

– Selvom Vækstforum Sjælland nedlægges nu, så har opbygningen af det regionale partnerskab været positivt for regionen. Erfaringen fra Vækstforum er, at de bedste tværgående initiativer, som vi har igangsat på tværs af uddannelse, erhvervsfremme og beskæftigelse, har gjort en forskel for både virksomheder og borgere i Region Sjælland. Jeg håber og tror, at det nye erhvervsfremmesystem vil bruge kræfter på at videreføre de bedste samarbejder, siger Allan Holstener Schmidt, der er næstformand for Vækstforum Sjælland og medlem fra Dansk Industri.

2019 forventes at blive et overgangsår, hvor organiseringen af det nye erhvervsfremmesystem skal falde på plads og en midlertidig erhvervsfremmestrategi for 2019 udarbejdes af erhvervsministeren. I Region Sjælland oprettes det tværkommunale erhvervshus i Sorø, med en filial i Vordingborg.

Faktaboks:

Vækstforum Sjælland er det regionale partnerskab, der siden 2006 har samlet erhvervsorganisationer, uddannelsesinstitutioner, kommuner, Regionsråd og andre erhvervsfremmeaktører om at skabe vækst og erhvervsudvikling i hele Region Sjælland.
Region Sjælland vil med den nye lovgivning stadigvæk have en central rolle på det regionale udviklingsområde i forhold til at skabe attraktive uddannelsestilbud, sørge for ren jord og drikkevand, udvikle kultur- og naturtilbud, drive en velfungerende kollektiv trafik samt udvikle Region Sjælland, så den forsat er en attraktiv region.

Kommentarer