Faxe Ladeplads

Vild, våd og sejl 2013 starter på mandag

Faxe Ladeplads: I næste uge kan alle børn og unge prøve kræfter med en masse spændende vandaktiviteter på stranden ved Flagstangen i Faxe Ladeplads

På mandag starter Faxe Ungdomsskoles traditionelle Vild, våd og sejl, der har været afholdt hver sommer siden 1992, med ophavsmanden Kondi alias Verner Roland ved roret. Børn og unge der er til vand, sand og strand kan i næste uge blandt andet sejle i meginjoller, optimistjoller, kanoer, kajakker, tømmerflåde, samt forskellige strandaktiviteter på stranden i Faxe Ladeplads.

I alle aktiviteter vil der være undervisning for både begyndere og øvede. Der vil være livredder og følgebåd til stede og alle aktiviteter foregår i et afmærket område.

Kanoerne er nemme at lære at ro – og det er sjovt. Så er der straks større udfordringer i de hurtige kajakker. De dygtigste kan måske nå at lære at lave en grønlændervending. Ungdomsskolens voksne instruktører har de nødvendige sikkerhedsmæssige uddannelser.

Hvis deltagerne synes at vandet bliver for koldt, kan de i stedet deltage i forskellige strandaktiviteter, arrangeret af Faxe Ladeplads idrætsforening.

Det anbefales at medbringe mad, drikke og solcreme, samt skiftetøj.

Man kan kontakte Verner Roland/Kondi på telefon 2370 3272.

Vild, våd og sejl er for alle børn og Unge, det er ikke et krav at man skal bo i Faxe Kommune. Deltagerne skal lytte efter de voksnes anvisninger. Husk at medbringe en forældreunderskrift på blanketten der kan printes ud fra Ungdomsskolens hjemmeside.

Se flere fotos på Facebook

Vild, våd og sejl foregår fra mandag den 29. juli til og med torsdag den 1. august, fra klokken 9 til 15, på stranden ved „Flagstangen“ i Faxe Ladeplads. Der er adgang via Øster Søvej.

Kommentarer