Alle Børn Cykler: Lav en cykelaftale med dit barn

Der er sat lækre mountainbikes fra MBK eller Centurion på højkant, når Alle Børn Cykler sluttes af med at kåre Årets Børnecyklist og årets vinderklasse. Foto: Cyklistforbundet/Jens Hasse.

Op på cyklen og afsted med tasken bagpå – så er du klar til din skoledag. Cyklistforbundet opfordrer forældre til at lave cykelaftaler med deres børn, når skoleelever den 6.-19. september dyster om flest cykeldage i Cyklistforbundets skolekampagne Alle Børn Cykler. OBS: Se lokale tal nederst.

Lærer Allan Cunningham Olsen har flere år deltaget i kampagnen med sine elever fra Finderuphøj Skole i Viborg. Han er ikke i tvivl om effekten af den daglige cykling:

– Der er slet ingen tvivl om, at børn, der cykler i skole, er mere friske. De har røde kinder, når de kommer ind om morgenen, og de har lige fået det luft, der skal til for, at man er klar til at deltage i undervisningen, siger Allan Cunningham Olsen.

Hvert år dyster op imod 100.000 elever på klassebasis om flest dage på cyklen i kampagnen, hvor al cykling tæller i jagten på cykeldage – til og fra skole, i fritiden til spejder, sport og vennebesøg samt cykelture med familien.

Hent en cykelaftale

Forældrenes opbakning gør ifølge direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, en kæmpe forskel for børns cykling, og derfor opfordrer han forældre til at bakke op med en ‘familiecykelaftale’.

– Sætter man sig et mål for, hvor meget både børn og forældre vil cykle i løbet af kampagnens 14 dage, hjælper man sit barn med at komme op på cyklen hver dag og få samlet masser af gode cykelpoint til lodtrækningen om årets præmier, siger Klaus Bondam.

På alleboerncykler.dk/foraeldrehjornet kan forældre hente en cykelaftale lige til at udfylde og hænge op på køleskabet.

Mountainbikes til vinderklassen

Kampagnen, som Cyklistforbundet kører i samarbejde med Jyske Bank og Novo Nordisk Danmark, sluttes af med at kåre Årets Børnecyklist og årets vinderklasse, hvor både elever og lærer kan se frem til at få en lækker mountainbike fra MBK eller Centurion hver.

Direktør for Novo Nordisk Danmark, Kasper Bødker Mejlvang, siger:

– I mange andre lande er cyklen et legetøj, som man finder frem, når man har fri. I Danmark er cyklen også et transportmiddel til at køre til og fra skole, arbejde eller fritidsaktiviteter. Det skal vi holde fast i, for cykling er godt for både miljøet, klimaet og sundheden. Vi skal videregive lysten til at cykle i hverdagentil vores børn og unge.

 Afdelingsdirektør i Jyske Bank, Jens Skov, siger:

– Det er vigtigt, at vi rækker ud til børn og unge og deres forældre med inspiration til at vælge cyklen til i så mange af hverdagens transportsituationer som muligt. Vi er af hensyn til sundheden, klimaet og miljøet glade for at være med i det vigtige arbejde.

Se deltagende skoler og deltagerantal på www.alleboerncykler.dk/deltagere.

HVEM ER DANMARKS CYKELFAMILIE #1?

Som en del af årets kampagne lancerer Cyklistforbundet sammen med 15 kommuner, organisationer og virksomheder Alle Børn Cykler Alliancen for at skabe mere opbakning til børnecykling. Det fejres med en familiefotokonkurrence, hvor vinderfamilien får et gavekort på 10.000 kr. til at købe cykler og cykeludstyr for.

Se www.alleboerncykleralliancen.dk/konkurrence.  

Kommentarer