Badning frarådes i søerne i kalkbruddet

Foto-Dorthe-Bang-2

Faxe: Naturvejleder Sara Gelskov fortæller her hvorfor man skal lade være med at bade i søerne i Faxe Kalkbrud.

Søerne i Faxe Kalkbrud lokker med deres turkisblå vand mange til i sommervarmen. Problemet er bare at søerne er farlige at bade i. Badning i søerne frarådes. Naturvejleder Sara Gelskov fortæller her hvorfor man skal modstå fristelsen og lade være med at bade i de smukke blå søer i bunden af Faxe Kalkbrud.

Koldt og varmt i søerne

Temperaturen i søerne kan på varme stille dage snyde gevaldigt. Når man stikker tæerne i vandet ved bredden mærker man det dejlig varme overfladevand. Men når man springer i vandet, der mange steder er temmelig dybt, så møder man det kolde gys ganske kort under det varme overfladevand. Det store skift i temperaturen kan give kroppen et chok med krampeanfald til følge.

Skarpe sten og basisk vand

Normalt har vand en PH-værdi på 7, men på grund af de særlige kalkforhold i bruddet kan vandet i søerne være basiske, hvilket kan give reaktioner i huden. Og så er det også sådan at både kalksten og flintesten kan have mange skarpe kanter, og man skærer sig let hvis man har bare tæer.

Kør ud til vores helt fantastiske strande i stedet for

Nok er de vanvittigt fristende de blå søer i kalkbruddet, og de ligner noget fra det græske øhav, men der er mange gode grunde til ikke at bade i søerne. Naturvejleder Sara Gelskov slutter da også:

– Kør ud til vores helt fantastiske strande i stedet for. Her fra Faxe kan man komme til stranden på kun 10 minutter med bil, bus og tog, eller en tak mere på cykel.

Foto-Dorthe-Pedersen

Kommentarer