Sport

Dalby tabte knebent til oprykningsfavoritterne fra Slagelse

Det var marginalerne som gjorde udslaget, da gæsterne fra Slagelse søndag vandt over Dalbys herrer med cifrene 23-25.

Herrehåndbold – 3. division – 1. oktober 2023.

Premierekampen på hjemmebane i Dalby-Hallerne fik ikke den afslutning, som spillere og hjemmepublikummet havde håbet.

Kampen startede ellers, som alle hjemmeholdets spillere og talstærke hjemmepublikum kunne ønske sig. Ti minutter inde i kampen førte Dalby 7–0 mod oprykningsfavoritterne fra Slagelse.

Lasse Søbye i målet tog alle skud, og modsat blev der scoret på enhver chance i den modsatte ende. Specielt var Dalbyspillerne stærke på kontraen, som blev udført i et højt tempo og med præcision og med syv forskellige spillere som målscorere.

Herefter begyndte Slagelse langsomt og med stor fysik at kæmpe sig tilbage i kampen. Efter 25 minutter havde modstanderne kæmpet sig op på stillingen 14-8, og i de sidste 5 minutter i første halvleg, hvor stillingen var 16-10, hentede Slagelse yderligere tre mål og holdene gik til pause med stillingen 16-13 i hjemmeholdets favør.

Føringen til Dalby holdt frem til det 45. minut. Her bragte Slagelse sig tilbage i kampen med scoringen, der gjorde det til 19-20.

Det var specielt Slagelses gennembrudsspillere som fik mere og mere succes, og hvis de ikke scorede, fik de straffekast, som de også omsatte til mål. Otte straffekast blev det til, hvor de scorede på de syv. Samtidig havde Dalby svært ved at score, og fik tilmed fire udvisninger, hvor de tre blev givet til Morten Egede, som derved blev præsenteret for et rødt kort.

Herefter fik Slagelse overtaget, og bevarede føringen resten af kampen med slutresultatet 23-25. Det var marginalerne som gjorde udslaget i en meget ujævn kamp, hvor der blev alt for meget fokus på dommerkendelser i stedet for kampen.

Næste kamp for Dalby er allerede på torsdag denne uge, hvor holdet gæster Nykøbing Falster klokken 20.00

Målscorere for Dalby:
Fredrik Påske 5
Stefan Tomazos 5
Søren Larsen 3
Morten Egede 3
Tonias Horn 3
Martin Bøge 2
Morten Olesen 1
Marius Sindahl 1

Kommentarer