Hele Danmarks anlægsgartner vil sætte dagsordenen for en bæredygtig fremtid

OKNygaard, Have & Landskab '19. Foto: PR.

”Vores ambition er klar – vi vil være dem, der skaber, anlægger og vedligeholder Danmarks grønne udearealer og byrum. Vi vil være anerkendt som en bæredygtig virksomhed og Danmarks førende anlægsgartner og klimaspecialist både lokalt og landsdækkende”, udtaler Ole Kjærgaard, adm. direktør OKNygaard.

En grøn og bæredygtig fremtid

”OKNygaard vil også i fremtiden være med til at udvikle markedet i en grøn retning. Vi ønsker at bidrage til at skabe bæredygtige grønne byer. Både fordi det giver en bedre trivsel for alle de mennesker, som bor i byerne, og fordi det samtidig vil være et positivt bidrag til klimakampen og CO2-reduktionen”, siger OKNygaards adm. direktør, Ole Kjærgaard.

Ole Kjærgaard mener, at Danmark bør udnytte behovet for klimaløsninger til at skabe grønne byrum med fokus på biodiversitet og social sammenhængskraft. Der mangler ganske enkelt områder, hvor man kan færdes og stresse af. Det grønne og naturen skal ikke gemmes væk i særlige områder; men integreres meget mere i bymiljøet.

”Borgerne har talt. Under coronaen har de opsøgt og genopdaget naturen, nogle steder i en så stor grad, at der har været for lidt plads. Nu skal vi have de offentlige bygherrer og byplanlæggerne til at indfri borgernes ønsker”, lyder det fra Ole Kjærgaard, som også har store forventninger til udviklingen af biodiverse oplevelser i byerne.

Grøn teknologi og vilje til samarbejde og udvikling

Behovet for bæredygtige løsninger ses også i de teknologier, som tages i brug i branchen. I OKNygaard er det bl.a. konvertering til lydsvag el-drift, som ikke alene giver CO2-reduktioner; men også mulighed for at arbejde uden at forstyrre beboerne i de områder, hvor der arbejdes. Droner, GPS-styring og mobilbaserede løsninger udgør en stadig større del af dagligdagen i den grønne branche.

”Vores mantra er: samarbejde gennem åben dialog og gensidig respekt. Det er værdier, som er stærkt forankrede i vores kultur. Jeg er overbevist om, at disse værdier bliver stadig vigtigere i et marked, som har tradition for, at pris og kvalitet er det eneste, der gælder. Efter min opfattelse er vi en servicevirksomhed, og man kan ikke levere god service, hvis man ikke har fokus på samarbejde og en respektfuld dialog med kunden”, slutter adm. direktør Ole Kjærgaard, OKNygaard.

MasterClasses skal være med til at sætte dagsorden

Som led i virksomhedens indsats for en bæredygtig fremtid inviteres kunder, samarbejdspartner og den grønne branche til MasterClass på Torvet 44 på Have & Landskab.

I et samarbejde med en række eksterne partnere sættes fire højaktuelle temaer til debat. Gæster, tilhørere og forbipasserende bliver inviteret indenfor til en debat og erfaringsudveksling.

”Det er ikke sikkert, at vi har alle svarene, men det er til gengæld helt sikkert, at vi alle har en mening om emnerne og derfor et bidrag til debatten”, siger Ole Kjærgaard.

Kom og giv din mening til kende.

25/8 kl. 13:00 – 14:00

”Findes der en tredje vej, der sætter os i stand til at gennemføre projekter, hurtigere og økonomisk mere fordelagtigt for alle parter?”

Mød Morten Dohrmann, CEO, idverde Danmark og Jakob Arler, Business Partner, OKNygaard.

26/8 kl. 10:30 – 11:30

 ”Hvad er vigtigt, når ekstensive LAR–anlæg skal driftes – både for at bevare udtrykket og biodiversiteten samtidig med, at det vandtekniske fungerer?”

Mød Lærke Kit, Landskabsarkitekt, VandCenter Syd og Kristoffer Sindby, Udviklingschef klimatilpasning, OKNygaard.

26/8 kl. 13:00 – 14:00

”Kan vi som branche pålægge vores samarbejdspartnere et bæredygtighedsansvar og stille krav om fx social engagement eller særlige klimaindsatser?”

Mød Anne Cecilie Lysbo, Marketingdirektør, GSV og Michael von Bülow, PMO, idverde Danmark.

27/8 kl. 10:30 – 11:30

”Hvordan drifter vi biodiversitet – som ren vildskab eller faglig pleje af nye grønne byrum og områder?”

Mød Katrine Turner, Biolog, Vildskab.dk og Lisbet Juul Jørgensen, Driftsleder OKNygaard.

Fakta

OKNygaard er i samarbejde med Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder i gang med at etablere et dansk videnscenter med fokus på urban greening, borgertrivsel og biodiversitet. Projektet er en del af et 4-årigt EU-udviklingsprojekt, finansieret af Erasmus+ med partnere i Tjekkiet, Rumænien, Finland, Spanien og Holland.

Kommentarer