Køb, kog og kæmp for klimaet

Foto: Bax Lindhardt.

Salg af knækkede ris bekæmper madspild, giver klimagevinst og sikrer en stabil indkomst for fattige risbønder i Cambodja.

Køb, kog og kæmp for klimaet! Sådan lyder opfordringen fra Folkekirkens Nødhjælp, Salling Group og Nordic Food Partners A/S, der på Danmarks Madspildsdag lancerer en ny risblanding.

Med til lanceringen var H.K.H Prinsesse Marie, der er Folkekirkens Nødhjælps frontfigur i kampen mod madspild og sult. 

Den nye pose ris bekæmper madspild ved at indeholde knækkede basmatiris, et biprodukt som normalt frasorteres under forarbejdelsen af risen. Knækrisen har 100 procent samme næringsværdi, økologisk status, smag og duft som hele ris. Den eneste forskel er længden på riskornene.

Udover knækris er halvdelen af posens indhold hele økologiske jasminris, der er dyrket af småbønder fra Folkekirkens Nødhjælps projekter i Cambodja. Det giver blandingen en god konsistens og er samtidig med til at sikre en stabil indkomst for bønderne i Cambodja.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, er meget glad for samarbejdet med Nordic Food Partners A/S og Salling Group om at reducere madspild til gavn for verdens fattigste og klimaet.

”Vi er meget glade for samarbejdet om den nye risblanding med Nordic Food Partners A/S og Salling Group. Vi står med tre forbundne globale problemer – mangel på fødevarer, madspild og klimaforandringer. Alt for mange mennesker sulter. En tredjedel af al verdens fødevareproduktion går til spilde – og det udleder en masse drivhusgasser. Med risblandingen skaber vi jobs og indtægter for fattige risbønder i Cambodja, vi reducerer madspild – og det er godt for klimaet. Så jo, vi mener det, når vi siger – køb, kog og kæmp for klimaet,” lyder det fra Birgitte Qvist-Sørensen. 

Hos Salling Group, der står bag Føtex og Bilka, glæder man sig over den nye risblanding, som er helt i tråd med både forbrugernes lyst til at bekæmpe madspild og detailkoncernens mål om nedbringelse af madspild:

“I Salling Group har vi sat ambitiøse mål om at halvere vores madspild. Det gør vi i vores butikker, men vi er også glade for, at der er dygtige og initiativrige producenter og samarbejdspartnere, der i den grad er klar med stærke tiltag, der bekæmper madspild. Vi glæder os over at få et nyt produkt på hylderne, som ikke alene bekæmper madspild ved at sikre en optimal udnyttelse af råvarerne, men også er med til at sikre en stabil indkomst for fattige risbønder. Det giver dobbelt god mening. Vi ønsker at bidrage med handling, der gør en reel forskel for klimaet og på samme tid skaber mere overskud og bedre vilkår for mennesker i nød,” siger Liselotte Kristoffersen, Senior Category Manager i Salling Group.

I Nordic Food Partners A/S glæder de sig over samarbejdet:                      

”Vi arbejder hele tiden i hele forsyningskæden på at komme tættere på 100 procent udnyttelse af råvaren til human ernæring, og dette er et skridt i den rigtige retning. Hver måned frasorterer vi mellem 8-10 tons knækkede ris, som uundgåeligt er knækket under selve processen, hvor risen poleres fra brune til hvide ris. Og på denne baggrund er vi virkeligt tilfredse med, at vores knækris kan indgå i denne nye risblanding, som udover knækkede basmati ris består af hele jasminris dyrket af småbønder fra Folkekirkens Nødhjælps projekter i Cambodja,” siger René Borgholt, Chief Officer, Nordic Food Partners A/S.

Folkekirkens Nødhjælps Wefood-butikker sætter risblandingen til salg her på FN’s internationale madspildsdag d. 29. september. Og fra uge 43 kan risene også købes i både Føtex og Bilka. Når man køber en pose ris, så går to kroner tilmed direkte til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at skabe fødevaresikkerhed for verdens fattigste.

Seneste tal fra Miljøstyrelsen viser, at der hvert eneste år i Danmark går 814.000 tons mad til spilde fra jord til bord. Fødevareindustrien tegner sig for den største del, 385.000 tons madspild årligt. 

Kommentarer