Regeringen og sundhedsmyndighederne vil genindføre Coronapasset

På et hasteindkaldt pressemøde mandag aften orienterede statsministeren, sundhedsministeren og sundhedsmyndighederne om den aktuelle coronasituation.

Her fastslog Statsminister Mette Frederiksen, at myndighederne anser de seneste dages smittestigning som særdeles alvorlig.

– Udviklingen er bekymrende. Derfor har epidemikommissionen indstillet til regeringen, at vi igen kategoriserer corona som en samfundskritisk sygdom og indfører coronapas. Den indstilling ønsker regeringen at følge. Vi kan ikke lade smitten løbe løbsk i Danmark, sagde Mette Frederiksen.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at det er mere bekymrende end under de forgående bølger af epidemien, lød det fra statsministeren.

Statsministeren opfordrede samtidig til, at de, som endnu ikke er vaccinerede, bliver det nu. Og hvis man er blevet tilbudt et tredje stik, så bør man tage imod det.

– Det er vores opgave at sikre, at det meget store flertal af danskere, der er vaccinerede, at I kan komme igennem den her vinter med så få restriktioner som overhovedet muligt, sagde Mette Frederiksen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke forklarede yderligere, hvor det er, at man ønsker at indføre Coronapasset igen.

Uanset antal personer

  • Indendørs serveringssteder (take away undtaget)
  • Natklubber og diskoteker
  • Partybusser med videre (ved servering af alkohol)
  • Besøgende på botilbud, plejecentre og sygehuse (nære pårørende undtaget)
  • Besøgende i fængsler og arresthuse

Ved over 200 personer indendørs eller 2000 udendørs

  • Koncerter og forestillinger
  • Biografen eller lignende storskærmsarrangementer
  • Betalende tilskuere ved idræt
  • Større menighedsarrangementer
  • Museer, kunsthaller
  • Gudstjenester og religiøse handlinger
  • Folkeoplysning, herunder aftenskoler med videre
  • Zoologiske anlæg og akvarier
  • Bade- og legelande, svømmehaller
  • Forlystelsesparker, spillehaller og kasinoer
  • Konferencer, foredrag, messer og dyreskuer

Kommentarer